Ny forskningsartikel af museumsinspektør Kim Ørsted Iversen publiceret i Erhvervshistorisk Årbog
Vesthimmerland gennemgik i 1960'erne og 1970'erne store forandringer. Jernbanerne, der havde været en drivende kraft i udviklingen af området fra slutningen af 1800-tallet til midten af 1900-tallet, forsvandt eller blev reduceret til godsbaner med ganske få afgange. Landbruget blev efter 2. Verdenskrig mekaniseret og efterlod landbrugsmedhjælperne med få muligheder for beskæftigelse.
Som hjælp indførte staten egnsudviklingsstøtten, så landkommunerne og de mindre byer kunne søge midler til udflytning af industrivirksomheder fra de større byer, hvor der var mangel på arbejdskraft. Hermed var det muligt at beholde arbejdskraften fordelt over hele landet i stedet for en endnu større centralisering rundt om de større byer.
Byrådet i Løgstør og Løgstør Erhvervsråd var succesfulde i bestræbelserne med at få del i egnsudviklingsstøtten i lighed med nabobyen Aars. Det lykkedes at opføre industrihuse til nye virksomheder og en københavnsk køkkenelementfabrik flyttede hele produktionen til Løgstør og kunne opføre en stor fabrik ved hjælp af støtten fra staten.
Til gengæld var byrådet i Løgstør splittet i spørgsmålet om, hvilken retning, byen skulle udvikle sig i, og en ellers visionær borgmester havde svært ved at realisere sine visioner på grund af interne stridigheder og modstand.
På sundhedsområdet tabte man kampen om at bevare sit sygehus til Farsø, mens man måtte se ungdomsuddannelserne, så som gymnasium, teknisk skole og handelsskole blive placeret i nabobyerne Aars og Fjerritslev.
Læs mere
Vesthimmerland gennemgik i 1960'erne og 1970'erne store forandringer. Jernbanerne, der havde været en drivende kraft i udviklingen af området fra slutningen af 1800-tallet til midten af 1900-tallet, forsvandt eller blev reduceret til godsbaner med ganske få afgange. Landbruget blev efter 2. Verdenskrig mekaniseret og efterlod landbrugsmedhjælperne med få muligheder for beskæftigelse.
Som hjælp indførte staten egnsudviklingsstøtten, så landkommunerne og de mindre byer kunne søge midler til udflytning af industrivirksomheder fra de større byer, hvor der var mangel på arbejdskraft. Hermed var det muligt at beholde arbejdskraften fordelt over hele landet i stedet for en endnu større centralisering rundt om de større byer.
Byrådet i Løgstør og Løgstør Erhvervsråd var succesfulde i bestræbelserne med at få del i egnsudviklingsstøtten i lighed med nabobyen Aars. Det lykkedes at opføre industrihuse til nye virksomheder og en københavnsk køkkenelementfabrik flyttede hele produktionen til Løgstør og kunne opføre en stor fabrik ved hjælp af støtten fra staten.
Til gengæld var byrådet i Løgstør splittet i spørgsmålet om, hvilken retning, byen skulle udvikle sig i, og en ellers visionær borgmester havde svært ved at realisere sine visioner på grund af interne stridigheder og modstand.
På sundhedsområdet tabte man kampen om at bevare sit sygehus til Farsø, mens man måtte se ungdomsuddannelserne, så som gymnasium, teknisk skole og handelsskole blive placeret i nabobyerne Aars og Fjerritslev.
Læs mere
